Når dit barn har fødselsdag holder fødselsdagen i institutionen.
Fødselsdag i Børnehuset Ålsgårde
Om formiddagen skaber vi en hyggelig ramme, hvor dit barn er i centrum og fejres med fødselsdagsbord, fødselsdagssang og gave fra os. Vi starter dagen med at fødselsdagsbarnet og en voksen sammen hejser flaget på legepladsen. Senere på dagen sidder barnet i en Guldstol, mens børn og voksne på stuen på skift fortæller fødselsdagsbarnet, hvad de rigtig godt kan lide ved ham eller hende, og hvad de synes, han eller hun er god til. Derefter vælger barnet en sang, en historie eller en leg som vi alle deltager i, og barnet deler lidt godt ud, som I selv har medbragt til dagen. Vi opfordrer jer til at begrænse mængden af sukker. Børnene er også glade for frugt og boller.
Holder I jeres barns fødselsdag privat, henstiller vi til, at I er opmærksomme, at invitere de børnegrupper som aldersmæssigt, kønsmæssigt eller stuevist har relation til fødselsdagsbarnet. Det er ikke en god ide at "håndplukke" grupper af børn, da det kan have den utilsigtede konsekvens, at der er børn, der kun sjældent eller aldrig inviteres, og som derfor kan føle sig udenfor børne-fællesskabet. Ønsker I alligevel at afholde en sådan fødselsdag med håndplukkede børn, må I invitere privat, og gerne en weekend, så ikke de fravalgte børn står tilbage i institutionen, når alle andre er hentet til fødselsdag.
Vi anbefaler dog ikke den slags fødselsdage, da det er vigtigt for alle børns trivsel og selvfølelse, at de føler sig som en del af et fællesskab. Man kan hurtigt føle sig forkert og udenfor, når de andre børn vender tilbage i institutionen, f.eks. efter en weekend, og glædestrålende fortæller, om alle de sjove oplevelser de har haft til fødselsdagen.
Børnehaven tager ikke hjem til barnets fødselsdag privat.