Ligeværdighed mellem børn og voksne

Vi anerkender barnets ret til at tænke og føle som det gør, og bestræber os altid på at få øje på børnenes perspektiv, og invitere dem til at dele det med os. 

I kraft af deres umodenhed kan børn i nogle situationer komme til at fremtræde med en uhensigtsmæssig adfærd. Her er det vigtigt, at vi som de voksne altid forsøger at forstå barnets bagvedliggende intention, og anerkender denne. Det betyder ikke, at vi ikke må tage afstand fra barnets adfærd og guide barnet frem mod en mere hensigtsmæssig måde at handle på - at undlade at gøre dette, ville være det samme som at svigte barnet, og lade det stå tilbage uden redskaber til at gøre det bedre næste gang. Men børn kan ikke bruge erfaringer med skæld ud og ydmygende irettesættelser til andet end tab af selvtillid og selvværd. Derfor forsøger vi altid at tydeliggøre overfor barnet, at der ikke er noget galt i den bagvedliggende intention og det barnet tænker eller føler, og så hjælpe barnet frem mod en mere konstruktiv måde at imødekomme udfordringer på. 

At arbejde anerkendende betyder dermed at indgå i en mellemmenneskelig ligeværdig relation, hvor man ser, hører og forsøger at forstå modparten – både når det er positive eller udfordrende temaer, der dominerer fælleskabet.