At være medskaber af sit eget liv

Hvor det modenhedsmæssigt er muligt, er det vigtigt, at børnene får begyndende erfaringer med selv at forvalte forhold i deres liv. Det kan være ønsket om at blive hjemme fra en planlagt tur, fordi man har gang i en rigtig god leg, over hvem man vil sidde ved siden af under frokosten, til hvilke temaer vi skal arbejde med i vores aktiviteter. Når børnene selv får mulighed for at træffe valg, udvikler de selvstændighed.

Under forudsætning af, at børnenes selvforvaltede initiativer ikke står i kontrast til barnets generelle udvikling eller børnegruppens behov som helhed, forsøger vi altid at møde børnenes ønsker med respekt og ligeværdighed. Barnet skal opleve at blive taget alvorligt og føle sig værdifuld og respekteret, som det menneske det er. 

For at børn succesfuldt kan forvalte selv, er det afgørende, at de har kendskab til og føler tryghed ved de rammer, de handler indenfor. Det er derfor vigtigt, at vi som voksne er tydelige omkring, hvad der er op til dem selv at bestemme, hvad der kan forhandles om, og hvad det er, vi som voksne bestemmer. Og ikke mindst, at skabe en atmosfære og en kultur, hvor børnene i denne proces får gode normer og etisk forsvarlige spilleregler og metoder med på deres vej.