Tøj der forsvinder

Jeg vil gerne opfordre jer alle til at tage en snak med hinanden og med bedsteforældre og andre, der henter jeres børn, omkring opmærksomhed på, ikke at tage andre børns tøj eller sko med hjem. Jeg ved godt, at det sker som en fejl, men på det seneste har der været en del børn, som har mistet større ting som jakker, bukser mv.. Noget af tøjet dukker ikke op igen, noget vender tilbage efter et par måneder, nyvasket og sammenlagt i barnets rum. Det er selvsagt rigtigt ærgerligt, når barnet lige har fået en ny jakke, og man skal ud og købe en ny igen, fordi dem, der er kommet til at tage den med hjem, først vender tilbage efter 1-2 måneder med den igen. Noget af det tøj, der er forsvundet, er der navn i, så er I søde at tjekke jeres børns tøj og bringe det tilbage, hvis ikke det er jeres.  Nogen gange sker det faktisk også, at forældre kommer til at tage fx en jakke med hjem, som ikke er deres, men som er ens med deres eget barns jakke, og når de så kigger i nakken eller på vaskemærket, får de øje på et andet barns navn. Så en opfordring til alle om at være mere opmærksomme, på det tøj i får taget med hjem, når I henter jeres barn.

 Og når vi nu er ved tøjet… så også et hjertesuk fra personalet, som hver dag ved lukketid samler tøj, tegninger, sko, gummistøvler, vanter, hårspænder, legetøj, pinde mm. op fra gulvene i garderoben og på stuerne. Det er en rigtig god øvelse for jeres børn, at de/ I inden I går hjem, sammen med dem tjekker, om nu alt det, der skal blive i børnehaven, ligger pænt i deres garderobeområde. Ligeledes om de har lavet, samlet eller fået noget i børnehaven i dag, som de skal have med hjem. De er for små til at have ansvaret for at huske deres ting, men store nok til at øve sig på det. I skolen er det en vigtig kompetence at have… der, er der ikke nogen der hjælper dem med det.

Og når nu vi er ved oprydning: Alle børn skal rydde lige så mange ting op på legepladsen som deres alder i år, inden de går hjem. Vil I hjælpe os med at huske børnene på det inden i går hjem om eftermiddagen? Så er det nemmere at finde det, man vil lege med det næste dag.