Ture og udeliv

Vi er på vores dejlige legeplads hver dag. Derudover tager vi jævnligt på tur.

 

Legepladsen 

Legepladsen er bygget op i niveauer, hvor der er mulighed for at lege ugenert i små kroge. Vi har en bålplads, hvor vi jævnligt laver bål og tilbereder snobrød, pølsebrød eller andet til fælles nydelse.

Ture

Der er to faste turdage om ugen, hvor børnene på skift kommer afsted i små grupper. Vi har nogle faste steder vi besøger på de planlagte turdage, derudover tager vi på spontane ture i nærmiljøet.

Skov, strand og marker

Vi bor i et naturskønt område, og bruger flittigt de muligheder det giver, for at komme ud og sanse naturen og årstiderne.

At boltre sig på de åbne vidder, giver børnene anderledes legemuligheder end hjemme i institutionen og samtidig åbner det mulighed for, at undersøge naturen på tæt hold.

Den lokale sportshal

Vi samarbejder med den lokale sportshal, hvor vi ugentligt tager en gruppe børn med over og spiller bold, laver forhindringsbaner eller leger lege.

I hallen er der plads til leg, der fylder både lydligt og kropsligt, og derfor rig mulighed for at udfordre børnene motorisk. Samtidig får de kendskab til gamle danske lege, og de øver sig i at være sammen i en større gruppe og i fællesskab at få en aktivitet til at fungere. 

Op til jul mødes vi også med de andre daginstitutioner i Ålsgårde, til julefest i hallen.

De omkringliggende skoler og institutioner

Vi har et tæt samarbejde med områdets andre daginstitutioner og besøger jævnligt hinanden.

Det er altid sjovt, at komme over til nogle andre børn og udforske deres legeplads og legetøj.

Med de kommende skolebørn tager vi ture til skolens legeplads, når vi nærmer os skolestart. Ligeledes besøger vi SFO'en, så børnene er bekendt med de nye rammer, inden de starter.

Lokale legepladser

Vi bruger flittigt de omkringliggende legepladser til ture med mindre grupper af børn.

Det er ofte små grupper der tager afsted. Fx for at få lidt særlig tid alene med den lille gruppe børn, eller fordi en lille gruppe børn vil profitere af at komme lidt ud sammen.

Det lokale plejehjem

Hver jul tager skolegruppen på plejehjemmet og pynter op med julepynt, som vi har lavet specielt til plejehjemmet.

Kultur

Vi tager på ture til Helsingør, og besøger Kulturværftet, Teknisk Museum, Kronborg eller andre seværdigheder, som har relevans for vores børnegruppe.

Vi samarbejder også med kulturstederne omkring generelle kulturelle fokusområder i Helsingør.

Fødselsdage i hjemmet

Vi tager gerne på besøg, når der inviteres til fødselsdag hjemme hos det enkelte barn.

Tid og dato aftales med personalet på stuen.


Åbningstider og lukkedage

Mandag-Torsdag
Kl. 6.30-17.00

Fredag
Kl. 6.30-16.30

Få oplysninger om lukkedage
Fra jord til bord

Børnene planter grøntsager og deltager i madlavning

Fra jord til bord
Kontakt Børnehuset Ålsgårde

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller ønsker at komme på besøg.

Kontakt