Pædagogens rolle i en inddragende pædagogik

Pædagogen skal skabe tydelighed om rammen for indflydelse og inddragelse, og forholde sig tålmodigt og understøttende if. til barnets bestræbelser mod selvhjulpenhed og selvbestemmelse.

Små børn kan ikke stilles til ansvar for de handlinger, de udfører. Derfor er det altid pædagogen, der har ansvaret for de aktiviteter og handlinger hun/ han inddrager barnet i. Pædagogen må sætte rammer om børnenes mulighed for indflydelse og deltagelse, og hele tiden overveje, hvad det enkelte barn mestrer. Inddragelsen skal af barnet opleves som en succes, der motiverer barnet frem mod at ville prøve igen.

Pædagogen må være tålmodig og give plads, tid og ro for barnets erfaringsdannelse undervejs. Inddragelse prioriteres derfor som en naturlig pædagogisk aktivitet i hverdagen, på linje med alle andre aktiviteter. Når fx de mindste skal lære selv at tage tøj af og på, prioriterer vi den tid, der er nødvendig, for at de kan nå i mål.

Vi inviterer børnene til medbestemmelse i forhold og aktiviteter, de modenhedsmæssigt er i stand til at forvalte, og vi bruger aktivt inddragelsen som en måde at skabe fællesskaber ml. børn, hvor alle kan deltage og lære hinanden at kende.