Pædagogens rolle if. til at skabe rum for eksperimentering

Barnets eksperimentering bliver kun kvalitativ, hvis pædagogen har øje for, i hvilke situationer barnet kan klare det selv og, hvor det har brug for hjælp

Børn er meget forskellige. Nogen kaster sig hovedkuls ud i udfordringer, andre er mere tilbageholdende og forsigtige. Nogen har en fin fornemmelse af deres egne grænser og formåen, andre kommer til at overskride dem i iveren efter at være med. Nogen nyder at røre ved ting og eksperimentere med elementer, andre har det bedre med at være tilskuere og suge til sig ad den vej. Det er derfor vigtigt, at pædagogen kender det enkelte barn og dets personlighed og grænser, inden han eller hun stiller barnet opgaver af eksperimenterende karakter. Og så skal pædagogen omvendt også turde give barnet fri til at eksperimentere, og måske arbejde med sine egne grænser og angst for ting, for ikke at komme til at begrænse barnet unødigt.

Ligeledes er det vigtigt, at vi følger barnets initiativer og står parat med trøst eller opmuntring, når eksperimenterne går galt. At fejle er i orden, og giver også en vigtig erfaring - at man var dygtig og turde prøve, men at man bare ikke var så glad for eller god til det, man havde troet eller håbet på at kunne. 

Og sidst men ikke mindst, har vi nogle etiske regler, som giver sig udslag i tydelige grænser for, hvad det er i orden at eksperimentere med og hvad ikke. Det er selvfølgelig ikke i orden at slå eller på anden måde krænke andres ret til at være dem de er. Det er heller ikke i orden at overskride regler, som sikrer hensynet til, at vi alle kan fungere sammen på ordentlig vis.