Forældresamarbejde

I forældresamarbejdet skal være plads til forskelligheder og det enkelte barns behov. I er altid velkommen til at kontakte os om barnets hverdag.

Plads til forskellighed

I Børnehuset Ålsgårde skal der være plads til forskellighed. Vi har stor forståelse for børn og familiers forskellige ønsker og behov og bestræber os altid på at møde dig og dit barn, i de ønsker og behov I har. Vi har ikke mange regler, men forsøger, i samarbejde med dig, at skabe en hverdag, som gør dit barn trygt hos os, og dig tryg ved at aflevere dit barn hos os.

Vi behøver ikke være enige om alting, men vi vil gerne strække os langt for at imødekomme de ønsker og behov du har, for lige netop dit barn og for jer som familie.
Omvendt har vi også et ansvar overfor børnegruppen som helhed, og vi har en faglig pædagogisk viden og forpligtelse, som gør, at vi ikke altid kan imødekomme alle ønsker. Her forventer vi omvendt, at du som forældre anerkender dette ansvar og denne forpligtelse.

Den daglige kontakt

I Børnehuset Ålsgårde har vi tradition for et godt og højt prioriteret forældresamarbejde. Vi værdsætter en god dialog og forventer en god omgangstone. Den daglige kontakt er den primære, og vi lægger vægt på løbende at formidle, hvordan dit barn trives og udvikler sig hos os. I er dem, der kender jeres barn bedst. Derfor er det omvendt også vigtigt, at I i hverdagen fortæller os om, hvordan I oplever jeres barn. Dialog med fokus på jeres barns trivsel i institutionen, men også på barnets trivsel generelt, er nødvendig, hvis vi sammen vil skabe de bedste udviklingsbetingelser for lige netop jeres barn. Derfor vægter vi kommunikationen i hverdagen højt, og har I eller vi brug for en snak, finder vi altid tid til det.

Ændringer i barnets liv

Sker der ændringer i barnets liv er det vigtigt for pædagogerne på barnets stue at vide hvad disse ændringer består af, da den mindste ting kan have stor betydning for barnet. Det kan være alt fra at, far/mor har været væk i weekenden til at have mistet en, der står familien nær.

Forældrenes deltagelse i institutionslivet

Vi synes det er hyggeligt, når I forældre indgår naturligt i børnehusets dagligdag. Det skaber tryghed for os, for jer og for jeres barn. Derudover giver det jer et indblik i jeres barns liv i institutionen. Du er derfor altid velkommen til at tage en kop kaffe, når du henter dit barn, og lige sidde lidt, mens han/ hun leger færdigt.

Ligeledes er det rart, når I forældre deltager i de arrangementer vi og børnene laver som fx julefest, sommerfest, store plantedag mv. Her er der også rig lejlighed til at møde de andre forældre.

Har du lyst til og mulighed for at deltage fx i en tur eller en aktivitet, er du også velkommen til det. Blot vil vi gerne bede dig om, at aftale det med os først.

Når samarbejdet udfordrer

Opstår der situationer, hvor du som forælder undrer dig, bekymres, er usikker på eller måske uenig i noget, så henvend dig altid først til stuens personale, og få en snak med dem. Vi har igennem årene samarbejdet med rigtig mange forældre, med forskellige holdninger og meninger, behov og ønsker, og finder det derfor helt naturligt, at vi ikke altid ser tingene på samme måde. Ved at snakke om tingene, er det som regel muligt, at nå frem til en løsning, som alle finder tilfredsstillende. Har du som forælder, efter en sådan snak, fortsat en bekymring eller uenighed, kan du altid henvende dig til vores leder, som i samarbejde med dig, vil forsøge at finde en løsning på problemet.

Forældremøder- og samtaler

3 mdr.s samtale: Efter ca. 3 mdr. tilbydes I forældre en samtale, hvor vi taler om, hvordan opstarten er gået, hvordan jeres barn trives, og hvad der skal ske videre frem.

Oprykningssamtale fra vuggestue til børnehave: Når jeres barn skal rykke op i børnehaven, afholder vi en samtale, hvor I som forældre, en pædagog fra vuggestuen og en fra børnehaven deltager. Formålet er, at skabe så tryg en overgang som muligt, ved sammen at "overlevere" barnet til børnehaven.

Samtale for kommende skolebørn: I efteråret, året før dit barn starter skole, tilbydes I en samtale, hvor fokus ligger på, at lægge en plan for, hvordan vi bedst understøtter dit barn frem mod at blive klar til SFO og skolestart.

Imellem disse samtaler afholder vi 1 gang årligt almindelige udviklingssamtaler. Derudover tager vi altid fat i jer, hvis vi oplever et behov for at tale om jeres barn. Ligeledes forventer vi, at I som forældre også kommer og beder om en samtale, såfremt I oplever, at I eller jeres barn har brug for det.